Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Hørve - mandag den 25. maj

dato

Hørve er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Jernbanevej, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Mosede Højvej, Greve
Ringtedvej, Igelsø, Holbæk
Lyøvej, Hårlev
Holmebækhuse, Herfølge
Kildeskoven, Kalundborg
Præstelunden, Ringsted
Birgitsvej, Greve
Krotoften, Borup
Bjergvej, Kværkeby, Ringsted
Skolevænget, Kalundborg
Niels Pedersensvej, Greve
Gudmindrup Strandvej, Højby
Mosede Engvej, Greve
Ahornvej, Kalrlsunde
Høedvej, Høed, Jyderup
Østre Skolegade, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Højen, Holbæk


Fredag – lørdag:


Færdselsuheld / spirituskørsel – Nørre Alle / Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 11.50 blev en 55-årig mand fra Kalundborg impliceret i et færdselsuheld, da han kørte på sin lille 30-knallert ad Nørre Alle. I krydset ved Lerchenfeldvej påkørte han en personbil ført af en 42-årig mand fra Kalundborg, som bremsede op før svingning til højre ad Lerchenfeldvej. Den 55-årige knallertkører var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Begge parter slap uskadte fra sammenstødet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tuemosevej, Lidemark, Bjæverskov – Køge

Kl. 18.36 sigtede politiet en 42-årig mand fra Bjæverskov for kørsel uden førerret i en personbil, da politiet standsede bilen med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og bil. Da politiet kunne konstatere, at den 42-årige havde op mod otte verserende sager om kørsel i bil uden den fornødne førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Mange mennesker forsamlet i skolegård – Skolegade, Ringsted

Kl. 23.08 fik politiet en anmeldelse om, at omkring 50 unge var forsamlet i skolegården på en skole. De spillede højt musik og var generelt højlydte. En patrulje kørte til området og kunne omkring midnat oplyse, at der kun var meget få unge og lokale teenagere til stede. Deres tilstedeværelse gav ikke grundlag for yderligere indgriben fra politiets side.

Varetægtsfængsling - Færdselsuheld / spirituskørsel / vold mod politiet / hærværk mv. – Kikhøjparken, Holbæk

Kl. 03.37 ville politiet standse og kontrollere en bilist, der kørte ad Kikhøjparken mod syd. Bilisten fortsatte dog sin kørsel, indtil han nåede frem til en fartdæmpende foranstaltning med to stolper med kæde imellem. Bilisten standsede indledningsvist, men fortsatte videre, så han mistede kontrollen over bilen, som standsede i en have. Politiet kunne efter en kort løbetur anholde en uskadt, 29-årig mand fra Lejre, der var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, og som satte sig til modværge ved anholdelsen, så politiet måtte bruge peberspray. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og skulle transporteres til politistationen i Roskilde for udtagelse af en blodprøve. Undervejs gik den anholdte amok og blev udadreagerende, så han knuste en rude i patruljebilen. Endvidere sparkede han også ud efter en politibetjent. Patruljen måtte tilkalde ekstra assistance til håndtering af den anholdte, der til sidst kom til politistationen, hvor blodprøven blev udtaget med den fornødne magt, fordi han modsatte sig dette. Den anholdte blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbig til den 2. juni 2020, idet han tidligere var straffet for noget tilsvarende.


Lørdag – søndag:


Kanonslag i boligområde – Æblehaven, Roskilde

Kl. 11.07 fik politiet flere anmeldelser om, at nogen affyrede kraftige kanonslag i området. I boligområdet mødte politiet flere bekymrede forældre til børn, som var meget bange og rystede over de højlydte brag fra formentlig kanonslag. Ingen blandt forælde, børn eller blandt personer, der opholdt sig i ”Bambusgården” i området, kunne bidrage med oplysninger til at identificere den eller de personer, der måtte have affyret kanonslagene i området. Politiet vil nu kontakte boligselskabet i et forsøg på at få identificeret nogen personer, der kan mistænkes for at have en rolle i brugen af det ulovlige fyrværkeri.

Kørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 11.30 kørte en 46-årig kvinde fra Skælskør i en personbil ad motorvejen i nordlig retning omkring afkørsel 30. Da færdselspolitiet standsede bilen, kunne hun som fører af den ikke fremvise et kørekort. Hun havde ikke generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet i 2017. Politiet sigtede derfor kvinden for kørsel uden førerret og kunne dermed konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at hun blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Hendes personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til, når sagen og spørgsmålet om konfiskation skal afgøres.

Hensynsløs kørsel på motorcykel – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 11.36 ville færdselspolitiet kontrollere en motorcyklist, som kørte med væsentlig højere hastighed end tilladt ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Greve. Motorcyklisten ønskede dog ikke at tale med færdselspolitiet og satte hastigheden meget op, så han med skønsmæssigt med mindst ca. 250 km/t kørte videre ad motorvejen via Avedøre / Sjællandsbroen mod København. Undervejs foretog han ifølge den forfølgende færdselspatrulje flere overhalinger højre om andre trafikanter, ligesom han kørte over for rødt lys i et lyskryds ved motorvejens afslutning på Amager. En politipatrulje fra København assisterede og fik standset motorcyklisten på Artillerivej på Amager. Føreren var en 37-årig mand fra Kalundborg, som blev anholdt for at sikre sig hans tilstedeværelse. En efterfølgende narkometertest indikerede, at motorcyklisten var påvirket af hash under den hurtige kørsel på motorcyklen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 37-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men blev dog forinden gjort bekendt med, at hans førerret er inddraget, så han ikke længere må køre motorcykel. Politiet vil nu gå i gang med at gennemse den videooptagelse, som den forfølgende færdselspatrulje optog af den hensynsløse kørsel, hvor politiet under hensyn til egen og andre trafikanters sikkerhed kunne forfølge motorcyklisten, inden motorcyklisten hører nærmere fra politiet og bliver indkaldt til et retsmøde for at få afgjort straffen for kørslen.

Hæleri af pantflasker - Holbæk

Kl. 16.12 anmeldte personalet i et supermarked, Borgm. N. E. Hansensvej, Holbæk, at de undrede sig over et par unge, der var ved at putte pantflasker i flaskeautomaten. De undrede sig især over den specielle pose, som pantflaskerne blev taget fra, idet en sådan pose normalt blev brugt af forretninger mv., der havde en aftale med et retursystemfirma. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til to unge mænd på 16 og 17 år fra Holbæk. De var i besiddelse af en pantpose, hvor navnet på en lokal tennisklub var angivet. Da de unge mænd oplyste, at de havde fundet poserne med flasker ved supermarkedet og uden legal adgang til at sætte sig i besiddelse af dem, sigtede politiet dem for hæleri. De udstedte pantboner blev beslaglagt sammen med de resterende flasker. Den 17-årige var også i besiddelse af en ulovlig kniv, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven.
Politiet fik ved kontakt til den lokale tennisklub bekræftet, at der havde været indbrud i klubhuset, hvorfra fem poser med pantflasker var blevet stjålet. En rude i en dør var blevet knust, så tyven kunne skaffe sig adgang til klubhuset på et ukendt tidspunkt mellem Kristi Himmelfartsdag og lørdag.
Samtidig med denne sag undrede personalet i et supermarked, Smedelundsgade, Holbæk, sig over, at en ung mand stod ved flaskeautomaten med to store poser pantflasker fra et returpantsystem, som kun blev brugt i virksomhedsregi. Politiet fik på stedet kontakt til en 17-årig ung mand fra Holbæk, som blev sigtet for hæleri af disse flasker. På poserne med pantflaskerne var påsat samme mærkat med angivne af samme tennisklub som på poserne fra supermarkedet på Borgm. N. E. Hansensvej. Flaskeboner til en værdi af 927 kr. blev beslaglagt, og politiet undersøger i forbindelse med denne sag, om en 20-årig mand fra Holbæk også kan mistænkes for at have en rolle i sagen, idet han måske har indløst værdiboner for den sigtede.
I begge sager politiet underrettet de sociale myndigheder og de sigtedes værger om sagerne mod dem, idet de alle vil høre nærmere fra politiet, som nu også undersøger, om nogen af dem kan sættes i forbindelse med indbruddet i tennisklubben.

Musik til ulempe – Anlægsvej, Ringsted

Kl. 21.32 fik politiet den første af flere anmeldelser, heriblandt fra naboer til Lystanlægget, om, at en del unge mennesker var forsamlet i det grønne område og ved Anlægspavillonen. De unge skulle høre meget høj musik til gene for de omkringboende, hvilket ifølge en anmelder skulle være sket flere aftener i træk. Politiet noterede sig anmeldelserne og afventede udrykning til området, når andre opgaver var løst.

Optræk til gaderæs – Greve Main, Greve / Fårevejle St. - Odsherred

Kl. 21.37 fik politiet en anmeldelse om optræk til gaderæs i området. Flere patruljer kørte til området, hvor flere hundrede biler var på stedet. Der blev dog ikke kørt ræs, men biler forlod roligt området efter politiets ankomst.
Kl. 21.42 fik politiet oplysninger om, at to biler kørte ræs i området ved Fårevejle St., og der var forsamlet en masse unge mennesker i området. En anmelder oplyste, at en af bilerne i øvrigt skulle have kørt med unge på kølerhjelmen. En patrulje kørte til området, men der herskede ro og orden, så ingen blev sigtet for noget. Patruljen forblev dog i området af præventive årsager.

Uorden mellem bekendte / spiritus-/narkokørsel – beslaglæggelse af bil – Henrik Nielsens Vej, Holbæk

Kl. 21.42 rykkede flere patruljer ud til et slagsmål på gaden ved et festlokale. Det viste sig dog kun at være en 24-årig mand fra Ringsted og hans kvindelige bekendte på 18 år involveret. Manden var spirituspåvirket efter at været til en fest, da han ville køre derfra i en bil. Det ønskede den bekendte ikke, at han gjorde, hvorfor der opstod et skænderi mellem de to parterne. Ifølge vidner havde den 24-årige forsøgt at køre bil i den tilstand, som politiet traf ham i, så han blev sigtet for spirituskørsel og anholdt i den anledning. Det gjorde ham udadreagerende, så politiet måtte bruge peberspray for at få ham pacificeret. Han blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Da politiet kunne konstatere, at han mindst fire gange tidligere havde ført bil uden at have førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Den beslutning ønskede den 24-årige forelagt for retten, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor. Den 24-årige blev løsladt efter afsluttet efterforskning, og den kvindelige bekendte havde ikke lidt overlast i forbindelse med striden med den 24-årige.

Mand med kniv på stationen – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 21.49 fik politiet en anmeldelse fra rejsende om, at en mand var kommet med tilråb til andre rejsende. Da de havde påtalt mandens adfærd, havde manden holdt en kniv frem foran sig. Politiet fik på stationen kontakt til en 48-årig mand fra Stubbekøbing, der var iført arbejdstøj, hvori han medbragte en kniv med en bladlængde på 11 cm. Manden var lettere påvirket af alkohol og fortsatte med sine tilråb mv. trods politiets tilstedeværelse, så han blev kortvarigt anholdt og sigtet for både overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen på grund af sin truende og råbende adfærd på stationen. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Røverisk overfald – Nygade, Holbæk

Kl. 22.53 anmeldte pårørende til en 16-årig dreng fra Holbæk, at sønnen kl. ca. 22.40 var blevet kontaktet af flere maskerede unge, der havde truet ham ud ad toget på Holbæk stationen. Den 16-årige blev efterfølgende tvunget hen til pengeautomat i Nygade for at hæve penge til de maskerede. En 27-årig mand fra Hørve overværede dette og påtalte de unges opførsel over for den 16-årige. Det medførte et overfald på den 27-årige, der blev væltet omkuld og tildelt spark mod krop og hovedet. Dette overfald benyttede den 16-årige til at flygte fra stedet. Den overfaldne 27-årige blev bragt til skadestuen til behandling efter overfaldet, hvor politiet nu leder efter følgende mistænkte: A: Mand, 18-20 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Mørk jakke med hætten trukket over hovedet, hvide bukser; og B: Mand, 18-20 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Mørk jakke med hætte trukket over hovedet, mørke bukser, Medbragte: Mørk mindre skuldertaske, sammen med eventuelt yderligere unge mænd, der kan mistænkes for at have deltaget i sagen, der af politiet behandles som en sag om røveri og vold. Flere patruljer ledte efter mistænkte i området, men fandt ikke nogen.
En 37-årig mand fra Hvalsø forcerede flere gange i sin spirituspåvirket tilstand den afspærring i Nygade omkring det sted, hvor overfaldet var sket. Han blev derfor kl. 00.30 frihedsberøvet og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, så politiet kunne arbejde uforstyrret på gerningsstedet. En 46-årig kvinde fra Holbæk og 37-årig mand fra Hvalsø forcerede også afspærringen flere gange, men blev dog ikke anholdt, efter politiet sigtede dem for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget enten på togstationen eller i Nygade i forbindelse med overfaldet på den 27-årige og truslerne mod den 16-årige. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.25 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på afkørselsrampen til afkørsel 35 Ringsted Ø fra motorvejen i vestgående retning. En motorcyklist var forulykket, og to personer var kommet til skade. En 21-årig mand fra Greve var som fører af en motorcykel kørt ad afkørslen og påkørte bagenden af en forankørende personbil ført af en 18-årig mand fra Sorø. Den 18-årige havde på grund af kødannelse på afkørslen bremset hårdt op, hvilket overraskede motorcyklisten. Som følge af sammenstødet mellem de to trafikanter blev den 18-åriges bil skubbet frem i en bil ført af en 27-årig mand fra Svinninge. De to bilister slap uskadte fra uheldet, medens føreren af motorcyklen samt en 18-årig kvindelig passager blev kørt på skadestuen, hvor føreren blev indlagt til behandling for et mindre alvorligt knoglebrud og passageren til observation for flænge i hovedet. Politiet optog rapport om uheldet på grund af personskaden.

Falsk anmeldelse – Lystanlægget, Ringsted

Kl. 23.31 fik politiet via alarm 112 melding om et knivstikkeri i parken, idet en mand skulle være stukket med en kniv. Politiet sendte en del patruljer til det grønne område, hvor politiet tidligere på aftenen havde fået oplysninger om, at unge festede og hørte høj musik. Politiet fik hurtigt kontakt til anmelderen – en 43-årig mand fra Ringsted – som var ganske uskadt og ikke var blevet stukket med kniv. Den 43-årige blev ”genkendt” som værende en af de anmeldere, der tidligere på aftenen havde anmeldt den høje musik fra de unge i parken. Han havde så kl. 23.31 ringet til alarmcentralen og oplyst at være blevet stukket med kniv for at få politiet hurtigt frem til lystanlægget, idet han syntes, at politiet havde været for lang tid om at komme til stedet i anledning af den tidligere anmeldelse om musik til ulempe. Den 43-årige blev på den baggrund sigtet for falsk anmeldelse og for at have forårsaget unødig udrykning til et strafbart forhold, som ikke var foregået. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Optræk til gaderæs – mulig overtrædelse af forsamlingsforbud – Kærup Industrivej, Ringsted

Kl. 23.48 fik politiet en henvendelse om, at der var forsamlet mange biler og tilskuere i industriområdet, da der måske ville blive gaderæs på Kærup Industrivej. En enkelt patrulje kørte indledningsvist til området, hvor op mod 200 biler samt en hel del tilskuere var forsamlet i området. Der blev dog ikke kørt ræs, men ved patruljens ankomst begyndte bilisterne og tilskuerne at forsvinde fra området. Det lykkedes dog at få indkredset 11 personer, som kunne mistænkes for en overtrædelse af forsamlingsforbuddet ved tilstedeværelse til denne sammenstimlen i området. Politiet registrerede de 11 personer, og politiet kigger nu nærmere på, hvorvidt deres tilstedeværelse i området på det pågældende tidspunkt og under de angivne omstændigheder kan være en overtrædelse af forsamlingsforbuddet på max. 10 personer i COVID-19-lovgivningen. Ingen blev sigtet for noget færdselsrelateret i forbindelse med politiets tilstedeværelse i området.

Optræk til gaderæs – Greve Main, Greve

Kl. 01.00 fik politiet igen en henvendelse om, at der var optræk til gaderæs. Mindst 40 biler skulle være forsamlet på stedet. En patrulje kørte til området, hvor bilisterne forduftede ved politiets ankomst. Ingen blev sigtet for noget.


Søndag – mandag:


Mountainbiker styrtet ned ad skrænt – Røsnæsvej, Kalundborg

Kl. 11.57 rykkede politiet sammen med redningspersonale ud til en forulykket mountainbiker, der var styrtet ned ad en skrænt. Lægehelikopteren var også blevet tilkaldt og landede på den stenfyldte strand på Røsnæs. En 67-årig kvinde fra Kalundborg var sammen med andre mountainbikere kørt på toppen af en skrænt, men ved et uheld styrtet nogle meter ned på stranden. Hun blev reddet ind i lægehelikopteren, der fløj hende til Odense Universitetshospital til undersøgelse og fornøden behandling for diverse knubs og en flænge ved øjenbrynet. Politiet har ikke foretaget sig yderligere i sagen, da ingen umiddelbart vurderes at kunne drages til ansvar for uheldet.

Kvinde midt på vejen – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 12.19 fik politiet en henvendelse fra en trafikant om, at en kvinde gik ude midt på vejen. Hun havde bare tæer, var klædt i sort tøj og krammede en sort plastpose. Inden politiet nåede frem, havde en anden trafikant samlet kvinden op og bragt hende til en firmaadresse på Spånnebæk, hvor politiet fik kontakt til en grådlabil, 27-årig kvinde fra København S. Et psykiatrisk center på Amager ville gerne modtage kvinden, som efterfølgende blev bragt dertil til fornøden omsorg. Kvinden kom ikke til skade eller forårsagede nogen uheld trods sin færden midt på en trafikeret vej.

Færdselsuheld – Tunevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 18.13 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket. Det viste sig, at bilen lå på taget i en grøft ved en vejkurve. På uheldstidspunktet var bilen blev ført af en 49-årig kvinde fra Tune, som var sluppet uskadt fra ulykken. Hun havde mistet kontrollen over bilen i en venstre-kurve, men kunne ikke rette den op, så bilen kørte ud i grøften, hvor den væltede om på taget. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet. Bilen blev efterladt på stedet med en aftale om senere afhentning.

Hensynsløs kørsel – Hørve – Odsherred

Kl. 19.52 fik politiet en henvendelse fra en lokal anmelder, som oplyste, at to-tre motocrossere igennem nogle timer i dag havde kørt hensynsløst og med høj hastighed gennem byen. Anmelderen havde ingen oplysninger om førerne eller eventuelle nummerpladeoplysninger. En patrulje kørte til området, men kunne hverken finde eller høre nogen køre hensynsløst i byen.

Færdselsuheld / narkokørsel – Eriksvej, Roskilde

Kl. 20.20 kørte en patrulje ad Gormsvej ved Eriksvej, da patruljen bemærkede en personbil køre med høj hastighed ad Eriksvej mod syd. Da patruljen kom ud på Eriksvej, var personbilen forulykket få meter syd for krydset ved Gormsvej, idet den havde påkørt en parkeret bil. Der var tale om en dansk registreret personbil ført af en 21-årig mand fra Storbritannien, som var sluppet uskadt fra uheldet. Da han viste sig at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel i narkokørsel. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af ca. to gram hash, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne, som han vil høre nærmere om, når blodprøven er blevet analyseret.

Uro og uorden – Ladegårdsparken / Vandtårnsvej, Holbæk

Kl. 00.06 anmeldte en lokal borger, at der i området ved nogle skoler tæt på Ladegårdsparken og Vandtårnsvej kunne høres noget, der kunne tyde på uorden og måske slagsmål. Politiet kørte til området med et par patruljer, som kunne konstatere, at flere biler kørte fra Ladegårdsparken-området ved politiets ankomst. Et par bilerne fik politiet dog standset og kontrolleret i alt otte mænd fra hhv. Holbæk og Kalundborg enten i bilerne som antrufne i området. Ud over et par mænd, der var i besiddelse af meget lidt hash, fandt politiet derudover intet mistænkeligt eller ulovligt hos personerne eller i de standsede biler. I området fandt politiet heller ikke tegn på, at der var foregået noget, hvor nogen kunne være kommet til skade. Politiet forlod derfor området efter en times tid og lod natteroen sænke sig over bydelen.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi