Hørve er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Greve Bygade, Greve
Skovlyst, Himmelev, Roskilde
Gartnervænget, Regstrup (2 anmeldelser)
Mosebakken, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Bag Bakkerne, Solrød Strand
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Herregårdsvej, Himmelev, Roskilde (forsøg)
Tyveri fra køretøjer:
Kasernevej, Holbæk
Nørregade, Store-Heddinge
Sankt Ols Stræde, Roskilde
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.39 var tre bilister stødt sammen i det østgående spor på Holbækmotorvejen ca. 500 meter før afkørsel 9 Trekroner.
Det viste sig, at de implicerede biler alle holdt i vognbanen længst til venstre, hvor uheldet også var sket.
En 44-årig mand fra Roskilde havde som den bageste af de tre bilister for sent opdagede, at begge de forankørende i overhalingssporet havde foretaget opbremsninger for at undgå påkørsel af et objekt på kørebanen.
Den 44-årige påkørte derfor bilisten foran, hvis bil blev skubbet frem i den næste, men ingen af parterne kom selv til skade som følge af sammenstødet.
Motorvejen blev kortvarigt spærret i østlig retning, mens de tre biler blev flyttet ud i nødsporet, men kl. ca. 08.20 var motorvejen atter farbar efter uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.43 blev en lastbil og en personbil impliceret i et sammenstød på Holbækmotorvejen i det østgående spor efter tilkørselsrampen fra <12> Køgevej / Roskilde S.
En 52-årig kvinde fra Gadstrup kørte i en personbil i østlig retning og ville flette ind i trafikken i vognbanen længst til højre, men stødte herunder sammen med en lastbil med tilkoblet påhængsvogn, som en 66-årig mand fra Regstrup førte i samme retning.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder i forbindelse med sammenfletningen.
Færdselsuheld – Nyledsbakken / Saxild Alle, Nykøbing Sj. - Odsherred
Kl. 07.57 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne ved et sammenstød på Nyledsbakken ved Saxild Alle, hvor to bilister var impliceret.
Ingen af parterne havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet, der skete, efter at en 67-årig mand fra Nykøbing Sj. var kørt i en personbil ad Saxild Alle mod nord og videre rundt i en venstrekurve ad Nyledbakken mod vest.
Samtidig kørte en 77-årig mand Grevinge i en personbil ad Nyledsbakken mod øst, men fortsatte ligeud i kurven, så han ramte venstre side af den 67-åriges bil.
Der opstod betydelige materielle skader ved sammenstødet, og politiet har optaget rapport om uheldet.
Færdselsuheld – Odsherredvej / Landevejen, Tuse, Holbæk
Kl. 08.20 var to bilister stødt sammen i rundkørslen ved Landevejen, Tuse, og afkørsel fra rute 21 Odsherredvej.
Det viste sig, at en 31-årig kvinde fra Højby Sj. i en personbil var kørt ad rute 21 Odsherred mod syd og havde taget afkørslen til rundkørslen ved Landevejen, Tuse. Hun fortsatte frem over vigelinjen og kørte ind i rundkørslen, men blev herefter påkørt på sin venstre side af en anden personbil, som en 38-årig mand fra Grevinge førte i vestlig retning inde i rundkørslen, inden han ville fortsætte ad Landevejen mod vest.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, der dog medførte skader på de implicerede biler. Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Kørsel uden førerret – Vallekildevej, Hørve – Odsherred
Kl. 12.00 blev en 47-årig mand fra Eskebjerg afsløret i at køre bil hen til et supermarked på Vallekildevej i Hørve, selv om hans førerret tidligere var blevet inddraget af politiet i forbindelse efter en anden sag om overtrædelse af færdselsloven.
Politiet sigtede derfor den 47-årige for kørsel uden førerret, hvilket havde den følge, at bilejeren – en 19-årig mand fra Kalundborg – efterfølgende også blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører. Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.
Humanitær eftersøgning – Hyrdehøj – Roskilde
Kl. 13.20 bad personalet på et plejecenter om hjælp fra politiet til at lede efter en 91-årige kvindelig beboer, som formentlig ikke ville være i stand til at finde retur, efter at hun kl. ca. 11.00 var blevet set ved et supermarked i Hyrdehøj og ikke var kommet hjem efterfølgende.
Politiet iværksatte en eftersøgning med flere patruljer og udsendte en efterlysning af hende via Twitter, men først på aftenen fandt politiet hende i god behold i området ved hendes tidligere bopæl i den centrale del af Roskilde by.
Den 91-årige blev kørt retur til plejecentret til fornøden pleje og omsorg, hvorefter eftersøgningen blev indstillet.
Narkokørsel / lov om euforiserende stoffer og våbenloven – Havnegade, Holbæk
Kl. 13.30 blev en 18-årig mand fra Holbæk standset og efterfølgende sigtet for narkokørsel, da en narkometertest gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.
Efter anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af et gram kokain samt en bushammer, som han gemte under et sæde i den bil, som han havde ført ad Havnegade.
De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenlovgivningen, og den 18-årige blev løsladt efter udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Brand på toilettet – Skolevej, Havdrup – Solrød
Kl. 14.26 slog pædagoger alarm til brandvæsnet, da de under ophold med SFO-børn i Havdrup-hallen kunne lugte røg, der viste sig at komme fra området ved toiletterne.
Pædagogerne og børnene evakuerede sig selv, så brandvæsnet kort efter og meget hurtigt kunne slukke en mindre brand på et toilet.
Brandskaderne var minimale og var kommet efter en brand i en spritdispenser på toilettet.
I forbindelse med efterforskningen af årsagen til branden fandt politiet frem til en blandt flere unge, der før branden havde opholdt sig i området.
En 13-årig dreng fra Havdrup kunne i særlig grad mistænkes for at have sat ild til spritdispenseren, så politiet afhørte ham herom i overværelse af hans værger.
Drengen er under den kriminelle lavalder på 15 år og kunne derfor ikke sigtes for noget, men de sociale myndigheder vil blive underrettet om den mindre brand, som han kan mistænkes for at have antændt.
Ingen personer kom til skade som følge af branden, der nødvendiggjorde en udluftning for at få røgen ud fra forhallens område.
Brand i barnevogn i opgang – Nylandsvej, Køge
Kl. 15.53 slog en beboer i en beboelsesejendom alarm til brandvæsnet, da en barnevogn i opgangen var brudt i brand.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, som dog nåede at forrette sodskader på loftet og væggene.
Ingen kom til skade ved branden, men politiet undersøger omstændighederne ved brandens opståen nærmere, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på dens opståen.
Færdselsuheld – Slimmingevej, Tureby – Køge
Kl. 16.10 havde en 56-årig kvinde fra Tureby af ukendte årsager mistet kontrollen over den personbil, som hun førte ad Slimmingevej mod syd efter sidevejen Tvedvej. Som følge heraf kørte ud i rabatten, hvor hun påkørte to store sten og til sidst et vejtræ, så bilen standsede på vejen på alle fire hjul.
Den 56-årige blev bragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra ulykken uden behandlingskrævende skader, så politiet registrerede blot omstændighederne herved.
Færdselsuheld – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg
Kl. 16.41 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til en ulykke på Høng Landevej, idet en jernbanebro var blevet påkørt af en lastbil.
Det viste sig, at det pågældende sættevogntog var standset lidt syd for jernbanebroen, da den 50-årige mandlige lastbilchauffør ikke umiddelbart kunne køre længere på grund af flere ødelagte dæk.
Togdriften på jernbanebroen blev midlertidigt indstillet, mens sagkyndige undersøgte jernbanebroen nærmere. Broen havde fået tydelige skader, og to armeringsjerndragere var blevet revet over som følge af påkørslen, ligesom betonstykker lå kørebanen.
Trafikken ad Høng Landevej blev også indstillet, mens politiet med både en bilinspektør og sagkyndige fra Tungvognscenter Øst foretog undersøgelser af uheldsstedet, sættevognstoget og godset på den. Undersøgelserne af off-shore-godset vil foregå i nogen tid endnu for at få klarlagt, om godsets dimensioner på sættevognen kan have forandret sig under kørslen, således at passage under jernbanen reelt ikke var muligt.
Lastbilen kørte ad Høng Landevej mod syd, da påkørslen af jernbanebroen skete, og to fastsurringskæder ved godset sprang. Det 30 tons tunge gods forblev på sættevognen, der med fladtrykte dæk fortsatte ind under broen, indtil vogntoget måtte standse lidt syd herfor. Ingen modkørende trafikanter passerede broen på uheldstidspunktet, hvorfor ingen andre har været i konkret fare.
Togdriften blev genoptaget senere på aftenen, da sagkyndige havde vurderet, at der ikke ville være fare ved fortsat togdrift over den påkørte bro.
Afspærringen af Høng Landevej medførte kødannelse på begge sider af afspærringen, hvilket kan have været medvirkende årsag til endnu et færdselsuheld på vejen, men nord for den påkørte bro.
Kl. 18.32 fik politiet nemlig via alarmcentralen melding om et sammenstød, hvor fem køretøjer var involveret, og at ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 25-årig mand fra Gørlev Sj. som fører af en varebil var kørt i en varebil ad Høng Landevej mod syd, da han for sent opdagede, at de forankørende var standset som følge af kø på grund af det tidligere færdselsuheld.
Den 25-årige kørte derfor ind i en personbil med en 18-årig mand fra Gørlev Sj. bag rattet. Hans bil blev skubbet frem i en tredje bilist, hvis bil blev skubbet frem og ramte en fjerde, der ramte bagenden af en femte bilist.
Både den 18-årige og den 25-årige blev i ambulancer bragt til et sygehus, hvor de begge blev indlagt til observation for eventuel personskader, herunder eventuelle knoglebrud.
Det lokale redningsberedskab sørgede for opsamling af udstrømmende væsker fra de involverede køretøjer, og oprydningen samt politiets arbejde var færdigt kl. ca. 21.30.
Færdselsuheld – fører flygtet – Hovedgaden / Strandvejen, Svinninge – Holbæk
Kl. 22.48 fik politiet flere anmeldelser fra beboere på Hovedgaden om, at en bilist var forulykket og havde påkørt et autoværn på den sydlige side af Hovedgaden ud for Strandvejen. Føreren af ulykkesbilen var efterfølgende blev afhentet af en mindre, hvid personbil, der var kørt væk ad Hovedgaden i vestlig retning.
Politiet fik på uheldsstedet klarlagt, at der var tale om et solouheld, og at ingen formentlig var kommet til skade som følge af uheldet.
Føreren af den forulykkede personbil var ifølge spor på stedet inden uheldet kørt ad Strandvejen mod syd, men havde i forbindelse med svingning til højre ad Hovedgaden mistet kontrollen over bilen og derefter ramt autoværnet.
Ifølge vidner var føreren af ulykkesbilen en mand, der blev samlet op og kørt væk i en mindre hvid personbil, der kørte ad Hovedgaden i vestlig retning.
Politiet har optaget rapport om uheldet og forsøger nu via ejeren af den forulykkede personbil at få klarlagt, hvem der har været fører af bilen på uheldstidspunktet.
Spirituskørsel – Slagelsevej, Kalundborg
Kl. 00.34 anholdt og sigtede politiet en 32-årig kvinde fra Jerslev Sj. for spirituskørsel i en personbil, som hun førte ad Slagelsevej i nordvestlig retning.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.