Nyt fra Hørve i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hørve er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Baunehøjvej, Veddelev, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lindevej, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Møllebakken, Lumsås, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

J H Petersens Alle, Kalundborg
Holbækvej, Jyderup
Bag Kirken, Højby Sj.

Tyveri fra køretøjer:

Grevevej, Greve


Fire hurtige bilister – Darupvej, Roskilde

Færdselspolitiet foretog onsdag middag en hastighedskontrol af de bilister, der kørte ad Darupvej i begge retninger. Vejen er beliggende i tættere bebygget område, hvorfor højst tilladte hastighed på strækningen er 50 km/t.

I tidsrummet kl. 11.45 – 12.51 blev fire bilister målt til at køre hurtigere end tilladt, idet tre mænd på hhv. 23 og 31 år fra Ishøj samt en 57-årig mand fra Holbæk blev målt til at køre mere end 30 % for hurtigt, så de ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. Offerfonden også vil få et klip i kørekortet.

Den fjerde bilist var en 18-årig mand fra Roskilde, der kl. 12.51 blev målt til at køre mindst 86 km/t ad Darupvej i østlig retning i en personbil.

Den 18-årige blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og samtidig gjort bekendt med, at han kunne forvente en bøde på 4,800 kr., et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt påstand om et kørselsforbud, fordi hastighedsoverskridelsen på mere end 60 % skete inden for tre år efter erhvervelsen af kørekortet i sommeren 2022. Han skal således gennemgå obligatorisk undervisning og bestå en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.

Ransagning medførte mange sigtelser – Kalundborg

Kl. 12.30 blev en 27-årig mand fra Ruds-Vedby sigtet for mange overtrædelser af lovgivningen i forbindelse med en afhøring på politistationen i Roskilde.

Baggrunden var en ransagning af en adresse nord for Kalundborg by i tirsdags, da politiet med rettens tilladelse havde fået lov til at undersøge nogle lokaliteter nærmere for eventuelle ulovlige effekter.

Ved ransagningen, hvor den 27-årige ikke selv var til stede, men kun beboerne på adressen, fandt politiet ca. 590 gram hash, en peberspray, 18 ulovlige kanonslag, flere ulovlige knive samt ulovlige dopingmidler. Alle effekterne blev beslaglagt i sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, våbenlovgivningen, fyrværkeriloven, knivloven og lov om forbud mod visse dopingmidler.

Den 27-årige erkendte ejerskabet af alle de beslaglagte genstande, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Mand sigtet for tyveri fra fortovsudstilling – Nytorv, Kalundborg

Kl. 12.20 fandt politiet frem til en 34-årig mand fra Kalundborg på en adresse i Kalundborg, hvor han opholdt sig.

Manden var eftersøgt som mistænkt for at stå bag et tyveri af flere fleecetrøjer og T-shirts fra fortovsudstillingen foran en herretøjsbutik på Nytorv, Kalundborg, hvor den mistænkte tirsdag eftermiddag blev set stjæle tøjet til en samlet værdi af ca. 5.500 kr.

Politiet foretog samtidig med sigtelsen og afhøringen af den 34-årige en undersøgelse af det sted, hvor politiet traf ham. Intet af det stjålne tøj blev fundet, hvilket måske skal ses i sammenhæng med, at den 34-årige på gerningstidspunktet i tirsdags flygtede fra stedet i en afventende personbil, hvori det stjålne tøj var blevet lagt.

Politiet fortsætter efterforskningen mod den 34-årige i et forsøg på at finde det stjålne tøj både i denne sag og en tilsvarende sag i sidste uge, hvor han blev sigtet for at stjæle 44 par bukser også fra en fortovsudstilling ved en herretøjsbutik i Kordilgade, Kalundborg.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 13.52 var et sammenstød mellem en lastbil og en personbil årsag til, at flere vognbaner i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen blev midlertidigt spærret.

Ingen var kommet til skade som følge af sammenstødet, der skete, da en 51-årig mandlig lastbilchauffør fra Moldova som fører af en litauisk lastbil ramte en personbil på dennes venstre side.

Personbilen blev ført af en 29-årig kvinde fra Gadstrup, som mistede kontrollen over bilen, der snurrede rundt og endte sammen med lastbilen i vognbanen længst til venstre.

Vognbanerne længst til venstre blev kortvarigt spærret, mens køretøjerne blev bugseret til den modsatte side, så trafikanter igen kunne benytte tre spor forbi uheldsstedet fra kl. ca. 14.45.

Da ingen var kommet til skade som følge af sammenstødet, registrerede politiet blot omstændighederne ved sammenstødet.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde

Kl. 15.14 fik politiet via alarm 112 melding, at en ambulance var sendt til Køgevej ved Vognmandsparken i anledning af et sammenstød mellem en bil og en knallertkører.

En 61-årig mand fra Roskilde blev i ambulancen bragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling for et muligt knoglebrud.

Sammenstødet mellem en personbil og den 61-årige som fører af en lille 30-knallert var sket, da en 73-årig kvinde fra Næstved kørte i personbilen ad Køgevej mod nord. Ud for Vognmandsmarken kom den 61-årige ifølge bilistens forklaring kørende fra hendes højre side ud på Køgevej, så hun ikke kunne undgå at støde sammen med ham trods lav hastighed på grund af tæt trafik ad Køgevej.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet på grund af mistanken om tilskadekomst hos den 61-årige, som politiet mangler at afhøre om omstændighederne ved sammenstødet.

Mistænkeligt forhold – Stationsholmen, Greve

Kl. 15.49 kontaktede en bekymret kvinde politiet, da hun på Stationsholmen havde set 4-5 mænd fra en bil sparke og slå på en anden bil med en person i samme sted. Begge biler var efterfølgende kørt fra stedet.

Politiet ledte med flere patruljer efter de to biler i området, men fandt hverken dem eller personer, der kunne sætte i forbindelse med anmelderens observationer. Derfor ved politiet ikke, hvad der lå til grund af mændenes adfærd over for den anden bilist.

Falske nummerplader på personbil – Køgevej, Roskilde

Kl. 22.39 bemærkede en patrulje en personbil på Køgevej i Roskilde by være monteret med nummerplader, der ikke umiddelbart lignede de rigtige nummerplader.

Personbilen blev ført af en 31-årig mand fra Grevinge, hvorefter undersøgte bilens nummerplader nærmere. De viste sig at være falske, men nummeret på nummerpladen tilhørte en bil af samme mærke og model, som den 31-årige kørte i. Men den 31-åriges bil havde blot et andet stelnummer, som ikke var knyttet til oplysningerne på de falske nummerplader.

De falske nummerplader blev inddraget, og den 31-årige blev sigtet for overtrædelse af både registreringsbekendtgørelsen og for straffelovens bestemmelser om dokumentfalsk i forhold til brugen af de falske nummerplader på sin bil, som han anvendte til kørsel på offentlig vej.

Den 31-årige nægtede sig skyldig i sigtelserne, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen i sagerne er afsluttet.

Glemsom kunde løb fra taxaregningen – Hundige Centervej, Greve

Kl. 23.08 anmeldte en taxachauffør, at en kvindelig kunde netop var løbet fra regningen efter ankomsten til Hundige S-station.

Køreturen var startet i Køge, men ved ankomsten til Hundige S-station var den kvindelig kunde løbet fra regningen på 565 kr. Dog havde kunden i taxaen glemt både sit sundhedskort og sit kørekort, som nu er afleveret til politiet.

Politiet skal derfor tale med den kvindelige ejer af sundhedskortet og kørekortet om den manglende betaling for taxaturen, idet politiet anser sagen som bedrageri over for taxachaufføren.

Brandundersøgelse – Rønnebærparken, Roskilde

Kl. 02.35 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om en bilbrand i en af de parkerede biler i Rønnebærparken.

Brandvæsnet og politiet kunne ved ankomsten til stedet konstatere, at branden havde bredt sig til endnu en bil, ligesom varmen fra de nu to brændende biler medførte skader på yderligere to biler og en trailer samt en lygtepæl.

Ingen personer kom til skade ved branden, men politiet skal undersøge årsagen til brandens opståen nærmere i et forsøg på at få afklaret årsagen hertil.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Vallekildevej, Vallekilde, Hørve – Odsherred

Kl. 04.14 fik politiet et alarmopkald fra en beboer på Vallekildevej om, at en bil var kørt ind i et hus.

Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at der var tale om en personbil, der havde forårsaget et hul på 1 x 2 meter i et ubeboet hus under renovering.

Personbilens airbags var udløst, men der var ingen fører til stede i eller omkring den forulykkede bil. På uheldsstedet var der af ukendt årsag efterladt et par sko.

Politiet ledte efter føreren i nærområdet og fik ikke langt derfra kontakt til en barfodet og spirituspåvirket, 21-årig mand fra Hørve. Der var tale om bilejeren, og da han kunne mistænkes for at have været fører af bilen på uheldstidspunktet, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel.

Den 21-årige blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, inden han skal afhøres omkring årsagen til uheldet i løbet af torsdag formiddag.

Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, og husets ejer er underrettet om beskadigelserne.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi