Et tip fra bekymrede borgere førte onsdag eftermiddag kl. 13.55 til, at politiet med en narkohund rykkede ud til en adresse i Hørve, Odsherred. Tipset omhandlede mistanke om narkosalg fra husets beboer.
Med en retskendelse i hånden ransagede betjentene huset og fandt 59,79 gram hash samt fire kanyler med i alt 12ml koncentreret cannabisolie. De euforiserende stoffer blev beslaglagt på stedet.
En mand i 40'erne, der bor i huset, blev sigtet i sagen. Han erkendte at have besiddet de fundne stoffer, men nægtede at have solgt nogen form for narkotika.